Direktør Anders Christensen byder velkommen til DFDS. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Transportfirma med domicil i Hobro er nu en del af DFDS

- Det åbner bare op for så mange muligheder og investeringer i fremtiden, lyder det begejstret fra Anders Christensen, Skive Køletransport

03. oktober 2021 kl. 10:00

Da Anders Christensen og hustruen Anne-Mette Lautrup købte Skive Køletransport i 2011, havde de hverken forestillet sig, hvor stejl vækstraten ville blive, eller at virksomheden med domicil i Hobro engang skulle blive en del af det verdensomspændende danske transportfirma DFDS. Det sidste blev en realitet pr. 1. januar i år.

Skive Køletransport er oprindeligt grundlagt i 1978 i Dommerby lidt øst for Skive. Dengang hed ejeren også Anders Kr. Kristensen, omend stavet lidt anderledes, og dennes hustru Aase Kristensen. Grundlagt med henblik på at køre køletransporter for det lokale svineslagteri Jutland. Det gik godt, og virksomheden udviklede sig som en traditionel vognmandsforretning frem til 2011.

Samme år sad Anders Christensen, oprindeligt uddannet lastvognsmekaniker hos Volvo og dengang avanceret til salgschef samme sted, og tænkte, at det var tid til at prøve noget nyt så hvorfor ikke en vognmandsforretning.

- Det var en udfordring, og dem har jeg svært ved at lade stå, lyder det fra Anders Christensen i dag.

Kølevogn fra Skive Køletransport. Foto: Helge Søgaard

35 biler og 60 ansatte

- Så derfor kastede min hustru og jeg os ud i det, sammen med disponent Peter Sørensen fra Skive Køletransport, således at vi hver kom til at eje en trediedel. Virksomheden talte dengang 35 biler og cirka 60 ansatte, og vi besluttede os at gå helhjertet ind i projektet og dermed forlade to gode lønmodtagerjobs, fortæller Anders Christensen, der supplerer:

- 2011 var lige ved afslutningen af finanskrisen, så en af overvejelserne var optimistisk, at nu kunne det kun gå fremad. Men jeg skal da lige love for, at vi blev modtaget med et par store udfordringer.

Først gik et stort slagteri i Struer konkurs, og der havde vi mange kørsler, med et stort tab til følge. Dernæst mistede Skive Køletransport Danish Crown som kunde, da man her ønskede at omstrukturere, og endelig havde vi vanskeligheder ved at få rentabilitet i den eksport/importrettede transport, som også var blevet en del af forretningen for Skive Køletransport.

Men når det ser værst ud, er hjælpen som oftest tæt på, og det var den i form af et samarbejde med N&K Spedition, der ejede Aars Køletransport. De ledte efter en samarbejdspartner, der var stærk på indenrigskørslen. Så derfor blev N&K Spedition en del af Skive Køletransport i 2016.

Nye trækkere fra Skive Køletransport. Foto: Helge Søgaard

Skive ligger i Hobro

- Nogle undrer sig sikkert over, hvad Skive Køletransport har med Hobro at gøre. Forklaringen er ligetil, for i 2017 var lokalerne i Dommerby ved Skive blevet for små, og vi ville gerne nærmere på motorvejen. Vi var vokset til det dobbelte, siden vi overtog virksomheden, så derfor flyttede vi ind lige ved rundkørslen i Hobros nordlige udkant, lyder det fra Anders Christensen.

Et par år senere udtræder Peter Sørensen af virksomheden, og i stedet var N&K Spedition nu den tredje ejer. Kun to år senere var omsætningen 10-doblet, og lastvognsflåden rummede 120 egne trækkere, cirka 450 trailere og mere end 200 ansatte. Foruden ny terminal og lagerfaciliteter i Aarhus så Skive Køletransport var nu rykket op i gruppen af store vognmandsforretninger i Danmark, fortsat med speciale i køle- og frostkørsel for fødevareindustrien.

- Men når man er blevet stor, så stiger kravene også, fastslår Anders Christensen. Der er behov for innovation, og både kunder og myndigheder har behov for ny teknologi, eksempelvis i form af lastbiler der har brintbaserede drivlinjer i bilerne eller som kører på el, så naturligvis overvejede vi fremtiden og mulighederne. Og igen var løsningen, men dermed også enorme muligheder for vores virksomhed, lige om hjørnet, forklarer Anders Christensen i dag.

En del af DFDS

DFDS, der er en dansk gigant inden for transport og logistik, overtog nemlig den hollandske virksomhed HSF Logistics, og sidstnævnte var ejer af N&K Spedition i Danmark. Dermed var koblingen mellem Skive Køletransport og DFDS på plads. Beskrevet af Anders Christensen som man hænger en stor trailer efter en trækker med mange hestekræfter.

- Det hele endte med, at DFDS overtog Skive Køletransport her i 2021, og det har vi det rigtigt godt med, selvom det naturligvis har krævet overvejelser omkring vort livsværk. Men det åbner bare op for så mange muligheder og investeringer i fremtiden med et stærkt brand som DFDS i ryggen, fastslår Anders Christensen begejstret.

- Det åbner hele verden for vore kunder, fordi vi nu kan håndtere alle transportopgaver, som vore kunder måtte have, og det er en naturlig konsekvens, at vi også bliver store, når vores kunder vokser. Mulighederne for vore ansatte udvides med DFDS’ netværk, og vi står dermed alle godt rustet til fremtiden på alle parametre, slutter direktør og CEO Anders Christensen, som glæder sig til at arbejde videre med at udvikle hele køletransportdelen i den verdensomspændende virksomhed.

Annonceret indhold

Nyeste