Allan Boier Pedersen, indehaver af Nørager Kro. Foto: Jesper Bøss
Mad & Drikke

Landsbykro kæmper med at ryste coronaen af sig

Modernisering af kroens store sal og ny udendørsterrasse skal være med til at kickstarte aktiviteterne på kroen i Nørager efter en svær periode med restriktioner og nedlukninger

23. august 2021 kl. 15:27

For omtrent tre år siden købte Allan Boier Pedersen den lukkede Nørager Kro for at skabe nyt liv i de historiske bygninger, der kan dateres helt tilbage til 1892.

Fra starten oplevede han en god opbakning til kroen, men han indrømmer også gerne, at de seneste tre år ikke har udmærket sig ved at være den nemmeste periode at sparke nyt liv i en landsbykro.

Den store festsal på Nørager Kro har fået frisk maling på væggene og nye gulve. Foto: Jesper Bøss

- Det første år gik med at få gjort opmærksom på, at der igen var liv på kroen og få nogle selskaber i ordrebogen. Det gik egentlig fornuftigt, men bedst som vi var ved at være igennem det første år, så meldte corona sin ankomst, og det har jo ikke ligefrem gjort tingene nemmere med de mange omfattende nedlukninger og restriktioner. Heldigvis har vi haft stor succes med take-away, og det ser ud til at fortsætte.

Går lidt langsommere

- Nu er vi igen ved at kunne køre en normal drift, men det er klart, at der er et stort efterslæb i ordrebogen med hensyn til fester og arrangementer, ligesom mange lige skal vænne sig til, at de igen kan tage på kroen.

- Jeg fornemmer, at der i storbyerne hurtigt efter genåbningen er skabt masser af liv på restauranter og barer, men det er lidt noget andet i en mindre by som Nørager, fortæller Allan Boier Pedersen, der dog samtidig roser opbakningen til kroen.

- Byens borgere vil kroen. Det går bare lidt langsommere at få det i gang igen efter de omfattende nedlukninger. Men jeg klager ikke, og særligt byens fodboldherrer er rigtig flinke til at komme herned og spise og få et par øl, særligt når de har vundet, lyder det med et smil.

Modernisering

Nogle af fodboldspillerne har de seneste måneder også hjulpet med at give kroens store festsal en overhaling med nye, flotte gulve og frisk maling på væggene, ligesom der er blevet lavet en ny, stor udendørsterrasse.

Nørager Kro er fra 1892. Foto: Jesper Bøss

- Det har været en kæmpe hjælp, og jeg er meget tilfreds med resultatet, fortæller Allan Boier Pedersen, der i øvrigt også ejer Center Pubben i Terndrup.

- Selvom det har været en vanskelig periode, så er jeg meget positiv med hensyn til fremtiden for kroen, og det er også derfor, at jeg vælger at lave moderniseringer. Jeg har også en del planer, som jeg vil sætte i gang i den nærmeste fremtid.

- Før corona havde vi eksempelvis stegt flæsk hver tirsdag og andre lignende tiltag i løbet af ugen, og det regner jeg snart med at genoptage. Jeg har også planer om at lancere gode, gammeldags kroballer i den nærmeste fremtid. Så ja, der er og bliver masser af liv på Nørager Kro, slutter Allan Boier Pedersen.

Annonceret indhold

Nyeste