”Mere differentiering ville være godt i Rebild”, mener Lene Hjort. Foto: Helge Søgaard
Mad & Drikke

Rebildhus vedkender sig sin kulinariske historie

Et eventbureau i baghaven og større differentiering i udbuddet af madoplevelser er et par af ønskerne på ønskesedlen

14. september 2021 kl. 09:08

Det kan godt være, at konceptet oprindeligt var suppe, steg og is, men det er altså en kombination, der fortsat holder på Rebildhus på toppen af Rebild Bakker.

Her har der været drevet restaurant siden starten af 1900-tallet, hvor den første pavillon blev opført med baggrund i tilstrømningen af gæster i forbindelse med Rebildfesterne, der første gang blev afholdt i 1912.

Siden kom den navnkundige kromand Frimuth Engelst til med sine lige så berømte frikadeller, kaffe og rebildkrans, da bilismen for alvor tog fart i 1930’erne.

Restauranten brændte i 1980 men blev genopført i 1981, og i 2003 overtog Lene og Kim Hjort det historiske sted.

Ægteparret Lene og Kim Hjort driver Rebildhus med succes. Foto: Helge Søgaard

- Kundekartoteket rummer mange kunder, som vi stort set har fulgt fra dåbsfesten og til mindehøjtideligheden efter en bisættelse, så det vidner om, at vi kan noget helt specielt på Rebildhus, lyder det fra Lene Hjort, der har ansvaret for køkkenet og tilberedningen af utallige platter, frokostanretninger og middagsselskaber til alle slags anledninger, mens ægtefællen Kim Hjort tager sig af gæster, kundebetjeningen og de mange samtaler, når et selskab skal aftales.

- Naturligvis har tingene ændret sig, siden vi kom til, men de originale dyder som god og velsmagende mad, imødekommenhed og respekt for historien viser fortsat deres værdi. De yngre kunder, som vi får flere og flere af, vil gerne have samlet flere oplevelser i forbindelse med en tur til Rebild, mens det alene at mødes over en god frokost eller en middag er fint for det lidt ældre publikum, fastslår Lene Hjort.

Ofte savner hun at have et eventbureau lige i baghaven, der kan sammensætte en individuel oplevelsespakke til det yngre segment, for selvom der findes guideservice og assistance fra naboen Rebildporten, så er de primært sat i verden for at tiltrække gæster, konstaterer Lene Hjort.

Det med den gode mad bakkes op af et større selskab af pensionerede ejendomsfunktionærer fra Aarhus, der er på tur til Rebild med deres seniorklub. Her er stemningen høj, og maverne er mætte efter frokosten, inden turen igen går tilbage til Aarhus.

Ordrebogen er godt fyldt på Rebildhus. Foto: Helge Søgaard

Differentiering nødvendig

- Potentialet her i Rebild er stort, fordi der rent faktisk kommer mange gæster og turister forbi stedet. Samtidig er vi mange aktører med hensyn til mad og drikke samlet på stort set samme område, og det er nogle gange, som om vi alle forsøger at gøre det samme, lyder det fra Lene Hjort.

- Jo mere vi kopierer hinanden, desto mindre bliver den differentiering, som mange gæster gerne vil have at vælge imellem, og det er lidt ærgerligt, fordi man samlet set kunne øge omsætningen, såfremt vi alle forsøgte at være lidt mere tro mod hver vores originalkoncept. Her på Rebildhus er det jo pr. tradition gode danske retter, kaffe og rebildkrans, der er vort restaurantmæssige dna, mens andre har en anden historie. Så lad os alle prøve at dyrke vores særegenhed lidt mere, opfordrer Lene Hjort.

Værtsparret Lene og Kim Hjort har eksempelvis noteret sig, at der henover sommeren har været et stort marked for frokost i form af en hurtig bid brød og måske en kop kaffe. Derfor overvejer de at skabe den efterspurgte differentiering i form af netop et mere cafélignende tilbud, som helt sikkert vil friste nye kundegrupper.

Glade gæster fra Aarhus på Rebildhus. Foto: Helge Søgaard

Fast arbejde

Det er fast arbejde at drive en stor restaurant, og særligt for øjeblikket, hvor man som alle andre steder har haft svært ved at finde arbejdskraft.

- Så vi er sammen på jobbet i op til 12-13 timer dagligt, og det kræver naturligvis, at man både lever med men også i jobbet, lyder det fra det travle restauratørpar, der dog oftest har så travlt, at det kniber med smalltalk undervejs i arbejdsdagen.

Oven i serviceringen af de mange selskaber så vokser kravene fra myndigheder til dokumentation af stort alt mellem himmel og jord, hvoraf et af de mere groteske krav er registreringen af, hvor mange fødevarer man leverer til en anden virksomhed med et CVR-nummer, af hensyn til krav om konkurrenceforvridning, såfremt leverancerne overstiger et vist omfang.

- Kravene er blevet mere og mere spidsfindige, og nogle gange er det som om, der holder en fotovogn fra Fødevarestyrelsen ude bag hækken, smiler Lene Hjort, der trods alt glæder sig over travlheden fra en fyldt ordrebog.

Annonceret indhold

Nyeste