Landbrug

Dyrskue vender stærkt tilbage i ’22

Christian Bøgh, Stenild. er ny formand for dyrskuet i Hobro, og han bebuder et skue i ”opdateret version”

Efter to somre uden dyr på dyrskuepladsen i Hobro vender Hobro Dyrskue i 2022 tilbage med et nyt, moderniseret koncept. Privatfoto
Efter to somre uden dyr på dyrskuepladsen i Hobro vender Hobro Dyrskue i 2022 tilbage med et nyt, moderniseret koncept. Privatfoto
06. oktober 2021 kl. 14:17

I to år har covid-19 sat sine spor på det traditionsrige Hobro Dyrskue, som måtte aflyses i både 2020 og 2021, men 4. juni 2022 vender Hobro Dyrskue stærkt tilbage med et nyt, moderniseret koncept.

- Corona-pausen har givet os en god mulighed for at redefinere vores koncept, og vi har med henblik på næste års skue indgået et meget tættere samarbejde med Hobros cityforening for at skabe en event for hele byen, siger Jacob Bjerrum, der har været formand for Hobro Dyrskue i en årrække.

Frem mod næste års skue overgiver Jacob Bjerrum nu formandsposten til mælkeproducent, kvægavler og -dommer samt udstiller Christian Bøgh, Stenild.

Den nye formand brænder både for den faglige og den mere forbrugerrettede del af dyrskuet.

- Og opgaven med at fortælle, hvad landbruget er, er bestemt ikke blevet mindre med årene.

- Det er ekstremt vigtigt, at vi har et udstillingsvindue som Hobro Dyrskue, hvor vi kan få en dialog med forbrugeren, siger Christian Bøgh.

Selv er den nye dyrskueformand opvokset med Hobro Dyrskue og har kulturen og ånden i skuet helt inde under huden.

Hobro Dyrskues historie går helt tilbage til 1873, og skuet kan således i 2023 fejre 150-års jubilæum.

Der er derfor knyttet en masse historie og tradition til dyrskuet.

- Og selvom vi nu lancerer Hobro Dyrskue i en opdateret version, så holder vi naturligvis fast i vores traditioner.

- Vi skal selvfølgelig stadig spise røde pølser og synge til flaghejsningen om morgenen, ligesom den kvægfaglige del af skuet stadig er en væsentlig del, betoner Christian Bøgh.

Alle fornyelser til trods vil den kvægfaglige del stadig være et væsentligt element i forbindelse med Hobro Dyrskue, betoner formand Christian Bøgh. Privatfoto

Med i dyrskuets nye styregruppe er også Birthe Balle, der er gift med en lokal mælkeproducent.

Hun er i gang med uddannelsen til event-manager og ser opgaven med at få Hobro Dyrskue op at køre igen som spændende og meget aktuel.

Styregruppen er enige om, at hele skuet skal nytænkes.

Det involverer blandt andet et eftersyn af indretningen af pladsen samt nye tiltag for de besøgende.

- Vi skal værne om de gode traditioner, som Hobro Dyrskue indeholder, men derfor må der også godt komme lidt krymmel på toppen, siger Birthe Balle.

Ambitionen er, at det nye koncept gerne skal kunne tiltrække flere publikummer, herunder bl. a. flere børnefamilier.

- Vi skal have skabt en event for hele byen, og det er vigtigt, at vi står sammen om det, siger skuets nye næstformand Lone Mikkelsen, der er repræsentant for Hobro Cityforening og indehaver af Kop & Kande i Hobro.

I forbindelse med dyrskuet vil Hobro by således afvikle en event, hvor der er åbent i byens butikker i forbindelse med dyrskuet, og hvor temaet er landbrug.

- Jeg har selv været med til dyrskue i Hobro som barn, og det er bare en tradition og en institution, vi skal bevare, erklærer Lone Mikkelsen.

Ud over Christian Bøgh, Birthe Balle og Lone Mikkelsen består styregruppen bag det kommende Hobro Dyrskue af Henning Nielsen (ansvarlig for får), Ivan Tovborg (ansvarlig for heste), Per Laursen (ansvarlig for kødkvæg), Jacob Bjerrum (ansvarlig for frivillige) og Jens Verner Pedersen, Agri Nord.

Det er landboforeningen Agri Nord, der helt overordnet står bag dyrskuet - i samarbejde med en bred kreds af lokale frivillige.

Forsiden