Motion

Ny travetur er guf for historienørder

Spritny vandrerute ved Mariager byder på en unik mulighed for at gå i historiens fodspor

Udsigten fra Danmarks største gravhøj Hohøj er intet mindre end imponerende. Men en ny, 5 km lang vandrerute ved Mariager byder også på andre højdepunkter. Foto: Mariagerfjord Kommune
Udsigten fra Danmarks største gravhøj Hohøj er intet mindre end imponerende. Men en ny, 5 km lang vandrerute ved Mariager byder også på andre højdepunkter. Foto: Mariagerfjord Kommune
19. juli 2021 kl. 11:07

En boplads fra jernalderen, marker, veje og kulgruber fra stenalderen og endda vognskjul fra anden verdenskrig, hvor nazisterne skjulte deres panser for de allieredes krigsfly.

Det er blot en håndfuld af de mange spændende historiske spor i landskabet, som en ny vandrerute ved Mariager byder på.

Hos Mariagerfjord Kommune forventer man, at vandreturen vil appellere til både små og store.

- Det er mere populært end nogensinde at snøre vandrestøvlerne, og vores nye vandrerute ved Mariager byder på en enestående natur og rige muligheder for at mærke historiens vingesus.

- Det giver noget ekstra kolorit og sætter gang i fantasien hos både børn og voksne, siger Jane Grøn, der er formand for kommunens kultur- og fritidsudvalg.

Den nye vandrerute går gennem den historiske købstad Mariager, snor sig rundt i det naturskønne Alstrup Krat, der vrimler med gamle fortidsminder, og slår en lille sløjfe omkring Hohøj; Danmarks største bronzealder-gravhøj, der med sin top 112 meter over havoverfladen byder på et helt mageløst rundskue.

- Det er både populært og sundt at vandre, og derfor synes vi, at alle skal have mulighed for en rask spadseretur på gode afmærkede ruter.

- Vi ser, at vandring hitter i hele verden, så vores satsning på vandreruter er ikke kun et tilbud til vores egne borgere, men også til vores mange danske og udenlandske turister, forklarer Jørgen Hammer Sørensen, der er formand for kommunens teknik- og miljøudvalg.

Vandreruten ved Mariager er fem kilometer lang og er et led indsatsen for at gøre kommunens naturområder mere tilgængelige for alle.

Selvom kommunens folk har sørget for skiltning og faciliteter, er den nye vandrerute først og fremmest et resultat af et stærk lokalt samarbejde.

Det er nemlig lokale lodsejere, der stiller deres jord til rådighed for dem, som har lyst til en travetur i naturen.

- Vi skylder de lokale jordejere en stor tak. Det er deres velvilje, der gør, at vi kunne gøre vandreruten til virkelighed.

- Ikke mindst derfor er det også vigtigt, at vi husker reglerne for god adfærd i naturen. Vi skal for eksempel holde vores hunde i snor og tage vores affald med hjem, indskærper Jørgen Hammer Sørensen.

Den nye vandrerute kan blandt andet tilgås ved Hohøj eller på torvet i Mariager, hvor pile guider vandrerne på vej.

I alt er der i dag flere end 40 vandreruter i Mariagerfjord Kommune af varierende længde og sværhedsgrad.

De er alle afmærkede og forsynet med bænke, toiletter, bålhytter og sheltere.

Den mest kendte rute er den populære panoramarute, som Deutsche Wanderinstitut har certificeret som en såkaldt ”premium wanderweg”.

Panoramaruten besøges hvert år af godt og vel 40.000 vandrere.

På www.mariagerfjordguiden.dk kan interesserede læse mere om den nye vandrerute ved Mariager - og om de øvrige lokale tilbud til glade vandrere.

Forsiden