Lotte Madsen - nyansat foreningskordinator hos Det Gode Liv i Øster Hurup.  Privatfoto
Livet her

Øster Hurup går selv og ansætter foreningskoordinator

Lotte Madsen skal være med til at gøre det nemmere at være frivillig i turistbyen

15. september 2021 kl. 14:58

I et års tid har bestyrelsen i foreningsfælleskabet ”Det Gode Liv” arbejdet på ideen ”Det skal være nemmere at være frivillig”.

Ideen har været at få ansat en foreningskoordinator til at hjælpe de frivillige i foreningerne - og det er nu lykkedes.

15. september tiltrådte Lotte Madsen på deltid som foreningskoordinator for medlemmerne af fællesskabet Det Gode Liv Øster Hurup.

Lotte Madsen kommer med flere års teoretisk og praktisk viden inden for foreninger og frivilligt arbejde.

I 2014 blev hun uddannet professionsbachelor i sportsmanagement og fordybede sig i den forbindelse i senioridrætten i Mariagerfjord Kommune.

Efterfølgende har hun blandt andet arbejdet i kultur og fritid i Mariagerfjord Kommune.

Som nyansat foreningskoordinator bliver Lotte Madsens opgave blandt andet at hjælpe med arbejdet på tværs af Det Gode Livs 15 foreninger og hermed styrke samarbejdet og fællesskabet mellem foreningerne og arrangementerne i byen.

Derudover skal hun bl. a. hjælpe med at skrive fondsansøgninger, søge om tilladelser ved myndigheder og bistå med den interne og eksterne kommunikation.

Omkostningerne til foreningskoordinatoren dækkes 100 pct. af Øster Hurup-foreningerne selv, via medlemskabet af samarbejdet Det Gode Liv Øster Hurup.

- Bestyrelsen i Det Gode Liv har igennem det seneste halvandet år prøvet at få et samarbejde op at køre med andre byer i kommunen om at få ansat en foreningskoordinator.

- Flere byer har vist interesse, men uden at samarbejdet har kunnet laves, så nu starter vi for os selv i Øster Hurup.

- Vi glæder os til samarbejdet med Lotte Madsen. Hun virker som et super match til stillingen, lyder det begejstret fra Jan Andersen fra bestyrelsen i Det Gode Liv.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu