Livet er fuldt af udfordringer. Også for par- og familieterapeut Ellen Naldal. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Ellen giver råd, når det knirker i parforholdet

Parterapeut i Hadsund hjælper i sin klinik par og børnefamilier med at klare nogle af livets udfordringer

26. september 2021 kl. 08:00

Mariagerfjord kommune har et usædvanligt godt tilbud til alle, der har ondt i parfoldet eller familielivet.

- Og lige her kommer jeg ind i billedet, fordi alle kan henvende sig til kommunen og derved få mulighed for fem samtaler, hvor vi forsøger at afdække nogle af problemerne, fortæller parterapeut Ellen Naldal, der driver sin konsultation i Hadsund.

Det er set som en mulighed for at forebygge eksempelvis en skilsmisse, problemer med at delebørn kommer i klemme og de talrige andre vanskeligheder, der kan opstå i kølvandet på et brud. Og det er ganske gratis og uforpligtende, hvor især sidstnævnte har stor betydning for, at man som par eller familie tør tage det første svære skridt at bede om hjælp.

Ellen Naldal har sin faglighed i orden med en uddannelse som socialrådgiver, efterfulgt af certificering som parterapeut, familieterapeut samt krise- og traumeterapeut. Alt sammen tilsat mange års erfaring med at rådgive inden for livets vanskelige stunder.

- Min opgave er at finde den råde tråd og de relationer, der er mellem mennesker, når familielivet eller parforholdet er kørt af sporet. Oftest er det kommunikationen, der svigter, når det går galt, fordi vi alle er rigtig dygtige til kun at høre det, vi hver især vil høre, siger Ellen Naldal.

- Man skal nemlig huske, at man kun kan lave sig selv om, men mange vil jo rigtigt gerne lave deres partner om, supplerer Ellen Naldal, der også fastslår, at når mennesker mødes, så forelsker de sig ofte i modsætningen og alt det, som de ikke selv er.

Vi hører kun det, vi vil høre, siger Ellen Naldal.  Foto: Helge Søgaard

Forelskelsen slides op

- Erfaringsmæssigt holder selve forelskelsen fra 2 til 26 måneder, hvorefter den er slidt op. Herefter forsøger de fleste at lave den anden om til den, man selv er. Kunne du ikke være lidt mere aktiv, eller kunne du ikke slappe lidt mere af, er udsagn som jeg ofte hører, og så er forsøgene på at lave sin partner om allerede rigtigt godt i gang.

Naturligvis er det en overvindelse at opsøge en parterapeut, men for mange er det faktisk også en lettelse at opleve, at man hos en terapeut kan finde det mentale frirum, hvor man bliver klar over, at det ikke er én selv, som er helt galt på den. Og heldigvis bliver flere og flere opmærksomme på, at et antal samtaler med en par- eller familieterapeut kan være løsningen.

- Den oplevelse åbner nemlig op for, at jeg kan begynde at fremdrage det mønster, der låser et par i deres fælles udvikling, og derfra at åbne op for forandring, fastslår Ellen Naldal, der lægger vægt på, at man finder ned til de bånd, der binder folk sammen i par eller familier, og så få dem styrket og fremhævet.

Livet byder på talrige udfordringer. Det at få børn laver om på ethvert parforhold, fordi begge skal finde nye roller og forstå, at der pludseligt er nogen, som kræver deres fulde opmærksomhed, uanset andre planer eller krav fra partneren. Men det kan også være forældre, der bekymrer sig om deres barns udvikling, hvis det eksempelvis udsættes for mobning i skolen eller på andre måder er udfordret.

- I de situationer kan jeg som terapeut give forældrene nogle redskaber og teknikker, der oftest gør dem i stand til selv at løse problemerne fremadrettet, fastslår Ellen Naldal.

-Selvfølgelig er der også par, hvor båndene brister, og som ikke længere kan eller skal være et par. Men de er jo ofte forældre på livstid, og så er det vigtigt at finde ind til, hvordan den rolle udfyldes, så alle parter kan fungere og have et godt liv uden kampe og mistrivsel.

Nogle gange hjælpe det at visualisere problemstillingerne. Foto: Helge Søgaard

Alle aldre

Problemer i parforholdet er ikke kun forbeholdt unge og forældre med mindreårige børn, selvom deres udfordringer kan være talrige. Ellen Naldal oplever også par, som efter mange års samliv er begyndt at leve mere eller mindre parallelt eller som indser, at de har skændtes gennem de seneste 40 år. Mange af dem ønsker på ingen måde at gå fra hinanden, og når de lander i hendes konsultation, har de virkelig arbejdstøjet på, i forhold til at der skal skabes forandringer. Som allerede nævnt ikke hos den anden men hos dem hver især.

- Det er livsbekræftende at have med mennesker at gøre. Både når det lykkes, men også de gange det ikke gør, men hvor parterne alligevel bliver bragt videre hver for sig, lyder det oprigtigt fra parterapeuten.

- Det er naturligvis krævende, og derfor er der god tid mellem klienterne, ligesom to-tre samtaler på en arbejdsdag rækker, når man arbejder som en slags pardetektiv, der skal finde ud af, hvad det er som trigger eller forstyrrer familielivet. For først når det er fundet, kan vi begynde at tage fat i de bånd, der skal styrkes og derved begynde at binde tingene sammen igen, slutter Ellen Naldal.

Annonceret indhold

Nyeste