Hold dig i live men vær forberedt på, at du dør

- Det hele begyndte med min far, som også var bedemand, lyder det fra Hanna Nørager Sørensen.

Faderen købte i 2003 John Bastrups Bedemandsforretning i Hadsund og blev dermed efterfølgeren i navnet Bastrups Eftf. Og i 2014 overtog søskendeparret Hanna og Jan Nørager Sørensen forretningen og blev dermed efterfølgerens efterfølgere.

Undervejs i såvel faderens som Hanna og Jan Nøragers drift af bedemandsforretningen har man tilkøbt flere forretninger, der betyder, at man i dag er repræsenteret i Hadsund, Randers, Grenå og Allingåbro, foruden at også Grenå er kommet til primo september.

- Det er faktisk ikke vores ambition at være store men mere lokale. Netop lokale forhold og dermed både viden om forholdene og nærhed til vore kunder betyder meget for os, fastslår Hanna Nørager Sørensen.

Ordentlighed er nøgleordet som bedemand. Foto: Helge Søgaard

At gøre en forskel

- Det bedste er at gøre en forskel. På grund af min fars arbejde som bedemand er jeg vokset op med en forståelse for, at vores fornemste opgave er at stille os til rådighed for de pårørende. Familierne viser os en stor tillid, når vi skal hjælpe dem i en svær proces, og den tillid skal vi honorere med omsorg og respekt, lyder det fra Hanna Nørager Sørensen.

Lokalerne i Hadsund er lyse og stemningsfulde og lægger op til en rolig og afbalanceret dialog om et af livets svære emner, når der skal træffes aftaler omkring en kær afdøds sidste rejse.

- Mange vil gerne have besøg af bedemanden hjemme i privaten. Her føler folk sig oftest mere trygge, og for os, som rådgivere i den vanskelige situation, er det også med til at give os et samlet billede af, hvad det er for en familie, vi har siddende over for os. Derfor bruger vi kun lokalerne til dem, som af forskellige grunde ikke ønsker, at samtalen skal finde sted i private omgivelser, forklarer examineret bedemand Hanna Nørager Sørensen.

Det at være bedemand er en slags mesterlære, men brancheforeningen Danske Bedemænd har opstillet et uddannelsesforløb, der indebærer såvel praktik som teori gennem et par skoleophold, som samlet set afsluttes med en prøve i, at man har opnået den rette forståelse for, hvad arbejdet indeholder.

Lytte og rådgive

- Typisk starter et forløb med, at en pårørende ringer til os, og allerede i telefonsamtalen forsøger vi at danne os et indtryk af situationen. Er dødsfaldet forventet eller pludseligt opstået. Samtidig indhenter vi en række konkrete oplysninger om den afdøde, der gør os i stand til at undersøge lokale forhold hos præst og kirke, fordi en del af rådgivningen jo også handler om at kunne stille realistiske muligheder op omkring dato for bisættelse eller begravelse, præstens medvirken og meget mere, forklarer Hanna Nørager Sørensen.

- Dernæst handler det om at møde de pårørende med et åbent sind og lytte sig frem til, hvor meget de vil delagtiggøre mig som bedemand i omstændighederne. Faget bestod tidligere af en stor del praktik omkring den afdøde, mens fokus i dag i langt højere grad er flyttet til de pårørende, lyder det fra Hanna Nørager Sørensen, der fortsætter:

- Samtidig er det en balancegang, hvor vi skal finde linjen mellem at være den, der håndterer og løser en række problemstillinger og konkrete aftaler omkring selve bisættelse, men også at kunne håndtere folks sorg og utryghed, uden at vi på nogen måde skal forsøge at påtage os eksempevis præstens rolle som sjælesørger eller agere psykolog, når der er behov for den indsats. Vi skal turde være et menneske, der sobert og ordentligt kan guide folk gennem forløbet omkring en bisættelse eller en begravelse.

- Heldigvis er der et beredskab omkring traumatiske dødsfald som ulykker, som står klart, forklarer Hanna Nørager Sørensen.

Hanna Nørager Sørensen. Foto: Helge Søgaard

Faglig stolthed

- Det er jo et fag for os, og derfor kan det sagtens indebære en stor tilfredsstillelse, at et planlagt arrangement forløber helt som aftalt, fordi det er vigtigt for os, at alle detaljer klapper. Vi kan jo ikke gøre det om, og det er et utrygt felt at bevæge sig ind i som pårørende.

Hanna Nørager Sørensen oplever i stigende omfang, at skovbegravelser vinder frem, ligesom også askespredning på åbent hav forekommer. Især skovbegravelser, fordi en kirkegård i al dens skønhed også kan repræsentere noget trist, hvorimod en skov løsner lidt op for dette. Og så slutter hun med et godt råd til os alle.

- Hold dig i live og pas godt på dit liv. Men gør dig alligevel tanker og skriv ned, hvordan du selv tænker, den sidste rejse skal forløbe. Døden er jo også en del af livet, og en lille plan herfor gør alting nemmere.