Tom Widerberg Hagedorn indsættes som ny præst i Ranum, Malle og Vilsted Sogn 19. september. Foto: Mogens Lynge
Mennesker

Ny præst ordineret i Viborg Domkirke

19. september holder Tom Widerberg Hagedorn sine første prædikener i Ranum, Malle og Vilsted

30. august 2021 kl. 12:34

Ved en højtidelig ceremoni i Viborg Domkirke aflagde den nye sognepræst i Ranum-Malle-Vilsted, Tom Widerberg Hagedorn, forleden sit præsteløfte.

Et halvt hundrede sognebørn fra pastoratet havde taget turen til stiftets hovedstad for at overvære ordinationsgudstjenesten.

”I har valgt en dygtig præst. Tag godt imod ham”, lød det i ordinationstalen fra biskop Henrik Stubkjær.

Fredag eftermiddag blev den nye præst ordineret i Viborg Domkirke. 19. september indsættes han i Ranum, Malle og Vilsted Sogn. Foto: Mogens Lynge

Allerede i den kommende uge rykker Tom Widerberg Hagedorn ind i den nye præstebolig i Ranum, og 19. september indsættes han i sit nye embede ved tre gudstjenester i henholdsvis Vilsted, Malle og Ranum kirker.

Tom Widerberg er 57 år og har således et langt arbejdsliv bag sig, inden han nu kaster sig over præstegerningen.

Først arbejdede han 10 år i det private erhvervsliv med ansvar for salg, markedsføring og kommunikation.

De seneste 20 år har han været forstander på Odsherred Efterskole.

Uddannelsesmæssigt har Tom Hagedorn været lidt omkring. Først med en uddannelse indenfor afsætningsøkonomi, så en kandidatgrad i teologi og sidenhen et par masteruddannelser, dels inden for læring og kompetenceudvikling dels indenfor filosofisk og psykologisk coaching.

Privat er han fraskilt og har fire børn i alderen 20-30 år.

Annonceret indhold

Nyeste