Iben Rasmussen ved skitseblokken. Foto: Helge Søgaard
Mennesker

Unikke smykker tager form i landlige omgivelser ved Nørager

Guldsmed Iben Rasmussen nedfælder sine ideer med få streger på en skitseblok, der altid ligger klar

04. september 2021 kl. 09:00

Måske er det et par linjer, der opstår, hvor el ledningerne krydser masten, grene i træernes kroner eller lyset i de blå hortensiaer i haven. Inspirationen kan komme pludseligt og mange steder fra, men det ligger helt fast, at den ro og fred der hersker ude på landet midt i Himmerlands smukke natur, er en væsentlig betingelse for Iben Rasmussens kreativitet, som hun omsætter til smukke unika smykker.

- Det kommer helt ubevidst, for det vokser bare ud af mine tanker. Men når de er der, så er det vigtigt, at jeg har skitseblokken inden for rækkevidde, fordi jeg fastholder ideerne med ganske få streger på papiret. Derfor har jeg altid skitseblokken liggende på spisebordet, med mig i haven eller når jeg holder lidt ferie, fortæller guldsmed Iben Rasmussen.

- Nogle gange kan der gå år, fra en ide er kommet ned på skitseblokken, til den ender som et færdigt smykke, men det er vigtigt for mig at have et slags inspirationskatalog liggende.

- Jeg boede oprindeligt i Aalborg, hvor min forretning ligger, men for godt 10 år siden, og umiddelbart efter at jeg havde overtaget forretningen efter min far guldsmed Jørgen Rasmussen, besluttede vi at flytte ud midt på landet, tæt på Nørager.

- Hvis man er til døgnbutikker, lysreklamer, tæt på teater og biografer og en evig lydkulisse fra en storby, så er det fint at bo i Aalborg, men herude midt i Himmerlands bølgende kornmarker finder jeg og min familie en velsignet ro og netop det rum til kreativitet, som jeg har brug for, lyder det fra Iben Rasmussen, der ofte går en tur ud over marken eller nyder stjernehimlen fra haven om aftenen.

Iben Rasmussen ved en smuk, blå hortensia. Foto: Helge Søgaard

Unikakunst og byggemøder

Alt hvad guldsmed Iben Rasmussen laver er unikakunst, og rigtigt meget er bestillingsopgaver fra kunder, der gennem flere generationer har søgt både hendes fars og nu Iben Rasmussens smykkekunst.

- Jeg har arvet min fars sans for lige linjer og det geometriske, og når jeg får et smykke ind til service eller renovering, kan jeg altid genkende linjerne i det, vi begge har lavet. På en måde er det jo tidløst kunst, fortæller Iben Rasmussen.

Ud over de mange bestillingsopgaver laver Iben Rasmussen hvert efterår årets kollektion til bakken, som hun kalder det, for der skal jo være noget at vise frem i den velbesøgte og meget anerkendte guldsmedeforretning i Gravensgade i Aalborg.

Men oftest er det i samspillet mellem hendes inspiration fra den himmerlandske natur, hvor der er højt til himlen, og kundernes ønsker, der skaber det enkelte smykke.

- Undervejs i sådan en proces afholder jeg altid et såkaldt byggemøde, når et smykke er omkring halvfærdigt, fordi kunden skal være med hele vejen frem mod det færdige resultat. Ofte får de smykket med hjem, så de kan vurdere det nærmere og komme med deres ønsker til den endelige færdiggørelse.

”Naturen inspirerer mig”, siger Iben Rasmussen. Foto: Helge Søgaard

Respekt for oprindelsen

Udover at lade sig inspirere af naturen og omgivelserne, finder Iben Rasmussen det også vigtigt at have set, hvor de smukke ædelsten frembringes af jorden eller udvaskes af en nærliggende flod, af mennesker der, med hårdt arbejde har deres udkomme i eksempelvis Sri Lanka eller i smaragdminerne i Brasilien.

- Det giver både respekt men også ydmyghed, at kende oprindelsen på mine råvarer og at vide hvordan den første forarbejdning af ædelstenene er sket ved simple hånd- eller foddrevne slibemaskiner. Ædelstenen fortæller derved en historie og bliver netop ikke noget upersonligt, som et kurerfirma afleverer ved døren til mit værksted, fastslår Iben Rasmussen.

Senest har Iben Rasmussen fået forhandlingen af grønlandske rubiner, noget som kun er blevet en håndfuld guldsmede over hele landet forundt.

- De bærer jo også på en historie, lyder det fra Iben Rasmussen, der har oplevet at mange kunder med en familie- eller arbejdsmæssig relation til Grønland er interesseret i netop disse ædelsten til smykker.

- Oprindeligt ville jeg være dyrlæge, men i gymnasiet var jeg meget optaget af matematik, så derfor var jeg som ung ikke i tvivl om, at min fremtid skulle handle om matematik. Men min storebror, som arbejder inden for ingeniørfaget, havde heldigvis set, at det slet ikke var mig. Så han tog mig med til en matematikforelæsning på Aalborg Universitet, og så var jeg kureret, smiler Iben Rasmussen, der i stedet gik i lære som guldsmed hos sin far, hvor hun lærte faget af en af landets allerbedste læremestre.

Det skabte både en faglighed og grundlagde den kreativitet, der tiltrækker kunder over hele landet til Iben Rasmussens smykker og unikakunst.

- For mig er ordentlighed et nøgleord. Både i materialernes oprindelse, samspillet med kundernes ønsker og mine egne ideer og stregerne på skitseblokken, slutter guldsmed Iben Rasmussen.

Smykke som Iben Rasmussen lavede i anledning af Dronning Margrethes besøg på Det Nordjyske Mediehus, der fejrede 250 års jubilæum i 2017. Foto: Privat
Annonceret indhold

Nyeste