Niels Sørensen, områdeansvarlig for idræt og fritid i Mariagerfjord Kommune, glæder sig over, at foreningslivet fortsat har mod på at starte nye og spændende aktiviteter op oven på corona-nedlukningen. Arkivfoto
Livet her

150.000 kr. fordelt til foreningslivet

13 projekter har fået støtte fra særlig corona-pulje

07. oktober 2021 kl. 13:39

2020 var et hårdt år at være forening i, og derfor etablerede Kultur og Fritid i Mariagerfjord Kommune under corona-krisen en pulje, der skulle hjælpe med at få hjulene i gang igen i foreningslivet.

Puljen, som de forskellige foreninger har kunnet søge, har bl. a. været øremærket til nye aktiviteter i foreningerne, profilering, afvikling af arrangementer, der har til formål at tiltrække nye medlemmer til foreningerne samt tilskud til materialer, udstyr, honorarer og markedsføringsudgifter.

I alt 13 foreninger har søgt om tilskud fra puljen, og der er givet bevillinger for i alt ca. 150.000 kr.

Følgende foreninger opnåede tilskud: Valsgaard Gymnastik: Åben hal + skoleprojekt, Hadsund Motorklub: Youtube mv., Biecentrets Oplysnings Forbund: Annoncering mv., Biecentrets Oplysnings Forbund: Temadag rytmekor, Biecentrets Oplysnings Forbund: Foredrag med fællesspisning, HEMA : Studiegruppe, NOKI: Åbent hus (jul), Olympia: Playstation mv., Hadsund Badminton: Skolesamarbejde, Hobro IK Fodbold: Oppustelig boldbane, Hobro IK Fodbold: FIFA, Hobro Badminton: Opstart bordtennis og Hobro Tennisklub: Aktivitetsdag mv.

Niels Sørensen, områdeansvarlig for idræt og fritid i Mariagerfjord Kommune, glæder sig over, at foreningerne igen har aktivitet.

- Og ikke mindst synes jeg, det er glædeligt at se, at flere foreninger har mod på at starte nye og spændende aktiviteter op i den kommende tid.

- Corona perioden har været en stor udfordring for foreningerne, som har haft en lang periode med nedlukninger og forskellige krav og restriktioner til deres aktiviteter.

- På den baggrund er det ekstra positivt at se og høre, at der fortsat er optimisme og stort engagement hos de mange frivillige i foreningerne, fremhæver han.

I bestræbelserne på at kickstarte foreningslivet har Kultur og Fritid også holdt en temaaften i august, hvor godt 40 foreningsrepræsentanter kunne høre oplægsholdere fra Ingerfair og Idrættens Analyse Institut (IDAN) fortælle mere overordnet om danskernes idræts- og motionsvaner.

Annonceret indhold

Nyeste