Bestyrelsen samlet i Verandaen under Kimbrernes udtog. Foto: Helge Søgaard
Livet her

Kulturstationen i nye smukke klæder

Alle lokaler i Skørpings kulturhus fremstår nu i flot renoveret og tematiseret udgave

19. september 2021 kl. 09:00

Det første, der møder blikket, når man træder ind i foyeren, er hvide vægge i kombination med felter i en klassisk og indbydende grøn farve samt en fornyet kunstophængning.

Til venstre ligger biblioteket, og til højre fører en smuk gang forbi nye toiletter og garderobe og et helt nyt og meget veludstyret køkken i tilknytning til et af bygningens allersmukkeste rum: Verandaen. Sådan lyder ouverturen til den forvandlingsproces, som Kulturstationen i Skørping har gennemgået indvendigt.

- I selve Verandaen er der kommet nyt gulv, foruden at vægpanelerne er malet med en lys grøn nuance, der nøje er afstemt efter farvetonen i Helge Prips imponerende vægmaleri fra 1935, der forestiller ”Kimbrernes udtog fra Himmerland”, fortæller formand Finn Nygaard Nielsen fra Kulturstationens bestyrelse.

- Resultatet er blevet så smukt, lyder det samstemmende fra hele bestyrelsen, der er samlet til møde i netop dette lokale.

- Arbejdet med at renovere alle lokalerne har naturligvis været præget af det seneste års coronanedlukning, hvilket har vanskeliggjort arbejdet for de mange frivillige, der sammen med professionelle håndværkere har stået for det flotte resultat, fortæller bestyrelsesmedlem Hanne Nørlem.

Himmerlandsstuen med Helge Qvistorffs akvarel i stort format. Foto: Helge Søgaard

Lokale temaer

Går man ad trappen eller via elevatoren op til 1. sal, byder også denne på om muligt endnu mere nyskabelse. Ønsket har været at bløde op på det institutionaliserede præg, der tidligere herskede i lokalerne på denne etage.

- Derfor har vi ledt efter lokalernes inderste sjæl, samtidig med at de enkelte lokaler også skulle være med til at fortælle om Kulturstationens historie som gæstgiveri og hotel, inden huset blev ændret til et kulturhus og samlingspunkt for både mange aktiviteter og mange mennesker, der nyder godt af faciliteterne, beretter Kirstin Bjørnbank Kjær, der i bestyrelsen har ansvaret for husets drift.

Værelse 7, som der knytter sig flere vidtløftige historier til, dengang det var et hotelværelse, er blevet tapetseret i samme stil som det tapet, der dukkede frem, da man rensede væggene af. Samtidig er lokalet dekoreret med et spisestuearrangement, der understreger den gamle hotelstemning.

Fra venstre Hanne Nørlem, Kristin Bjørnbak Kjær og Helle Buelund Selling i Værelse 7. Foto: Helge Søgaard

I lokalet Lille Stue prydes den ene væg af et bogreoltapet, og møblementet består af dybe og læderduftende chesterfield møbler, så man næsten får lyst til at skænke sig en cognac og tænde en cigar, såfremt det var tilladt, fortæller Jørgen Østergaard, der som ansvarlig for Kulturstationens økonomi har styret finanserne. Renoveringen er nemlig finansieret af Kulturstationens egne midler hjulpet af gode støtter som Lokalarkivet og foreninger og ildsjæle i byen.

Lokalet, der bærer navnet Ved Vejen med reference til forfatteren Herman Bangs tilknytning til Skørping, hvor han fandt inspiration til flere af sine romaner, er udsmykket med gamle fotografier med hjælp fra forfatter Henrik Bugge Mortensen og netop Herman Bang Selskabet, der også har bidraget.

Også de to største mødelokaler har undergået væsentlige forandringer. Den ene væg i Himmerlandsstuen er udsmykket med en akvarel i meget stor størrelse af Helge Qvistorff. Motivet forestiller stationsbymiljøet, som Kulturstationen er en stor del af, foruden at originalakvarellen også hænger i lokalet. Ideen og det grafiske arbejde er udformet af grafikeren og fotograf Karen Kimmer Lemvig, der har arbejdet tæt sammen med Helge Qvistorff omkring layout af hans bøger samt den biografi, som netop nåede at udkomme, inden vi mistede den kendte Himmerlandskunstner.

Det matcher jo Christiansborg, lyder det fra Jørgen Østergaard (tv) og formand Finn Nygaard Nielsen (th). Foto: Helge Søgaard

Matcher Christiansborg

Kronen på værket matcher faktisk landets politiske højborg Christianborg. For i Salonen er væggene malet i den dybtonede Christianborg-røde farve, som vi finder på den berømte gang på 2. sal. Samtidig er Kulturstationens samling af store landskabsmalerier ophængt i lokalet, så man føler sig hensat til ministerielle og nærmest kongelige gemakker, slutter formand Finn Nygaard Nielsen.

Kulturstationen ejes af Rebild Kommune, men driften er aftalemæssigt lagt i hænderne på foreningen Kulturstationen, der udlejer lokalerne og sætter aktiviteter i gang i det smukke hus.

- Det er et oplagt sted til møder, forsamlinger, bryllupper, runde fødselsdage eller uformelle forsamlinger som strikkeklubben, kortklubben eller litteraturkredsen. Kun fantasien sætter grænser for, hvad man kan bruge lokalerne til, og den helt rigtige stemning er nu iscenesat med de smukke rammer, som renoveringen har skabt, slutter bestyrelsesmedlem Helle Buelund Selling, der også oplyser, at herlighederne kan besigtiges ved et åbent hus arrangement søndag 26. september i tidsrummet 14 til 16.

Her vil bestyrelsen, og nogle af idemagerne på de enkelte rum, også være til stede for at fortælle om baggrund og idéer bag udsmykningen.

Bestyrelsesmedlemmerne Mariane Therkelsen, Kristin Bjørnbank Kjær, Hanne Nørlem og Helle Buelund Selling i de bløde stole i Lille Stue. Foto: Helge Søgaard
Annonceret indhold

Nyeste