Socialdemokratiet Rebild har nu sat holdet til kommunalvalget 16. november. Klaus Anker Hansen fra Støvring var fraværende ved fotograferingen. Privatfoto
Livet her

Socialdemokratiet har sat valgholdet: - Enkelt byrådsmedlem genopstiller ikke grundet svigtende helbred

Fem af de 10 kandidater på listen er nuværende medlemmer af byrådet

13. september 2021 kl. 12:28
Opdateret 27. september 2021 kl. 14:49

REBILD: Så er Socialdemokratiet i Rebild klar med kandidatlisten til det kommende kommunalvalg.

Det er en liste med 10 kandidater, hvoriblandt 5 er nuværende byrådsmedlemmer Peter Hansen, Rasmus Rask, Thøger Elmelund Kristensen, Morten Lem og Poul Erik Nørnberg.

- Det glæder mig rigtigt meget, at næsten hele vores byrådsgruppe genopstiller. Men det gør mig også ked af det på Allan Jægers vegne, at han på grund af helbredsmæssige årsager har besluttet ikke at genopstille, fortæller gruppeformand og borgmesterkandidat Peter Hansen.

Blandt de øvrige femopstillede er André Ellegaard Jensen, der er bosiddende i Nørager. Ud over at være aktiv i Socialdemokratiet er han også aktiv i Menighedsrådet, Lokalrådet, Kig Ind og Lokalhistorisk Arkiv i samme by.

André ønsker at gøre en forskel for det fællesskab, som han er en del af. Han får følgeskab af Rasmus Høgh Nørskov, der er uddannet elektriker og bosiddende i Støvring.

Han har i mange år været aktiv i fagbevægelsen, og han ser frem til at sætte sine erfaringer i spil i det kommunalpolitiske arbejde.

En gammel kending er tilbage på den socialdemokratiske liste i form af Klaus Anker Hansen fra Støvring.

Han har 16 års erfaring med sig som byrådspolitiker. Klaus er tidligere skolekonsulent og har de seneste år været konsulent i DBU. I dag er han naturformidler og naturfotograf samt medlem af Det Grønne Råd i Rebild Kommune.

Thomas Bach Jacobsen er næste navn på listen. Thomas har i omtrent ti år boet i Støvring og er uddannet inden for sprog og handel.

Han deltager aktivt i forældreråd og fungerer også som træner i den lokale fodboldklub. Derudover er Thomas Bach Jacobsen en flittig løber og holder af kapsejlads på Limfjorden.

Den sidste kandidat på den socialdemokratiske liste er Joan Bjerregaard. Hun kom til Støvring fra Ravnkilde for lidt over et år siden. Hun er uddannet anlægsgartner og har igennem arbejdet i flere år været valgt som sikkerheds- og tillidsrepræsentant.

Desuden har hun i mange år varetaget opgaven som sergent for kommunikations- og signaltjenesten inden for hjemmeværnet.

-Med vores kandidatliste har vi et godt og stærkt hold, og jeg vil gerne takke hver enkel kandidat for at stille sig til rådighed for den kommende og spændende valgkamp, erklærer borgmesterkandidat Peter Hansen.

Annonceret indhold

Nyeste