Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Teenager stjal minibus fra institution - var årsag til tre færdselsuheld

Personalet forsøgte at stoppe bustyven uden held

20. september 2021 kl. 21:45
Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:06

BÆLUM/DOKKEDAL: En 16-årig dreng, som bor på en institution i Bælum, havde mandag aften held til at stjæle en af institutionens minibusser, som han efterfølgende stak af i.

Tyveriet blev anmeldt af institutionens personale klokken 19.31, fortæller vagtchef Jess Falberg, Nordjyllands Politi.

- Personalet kørte efter den 16-årige i personbil for at forsøge at stoppe ham, men han kørte simpelthen for stærkt, siger vagtchefen, som derfor bad en patrulje om at tage affære.

Teenageren i minibussen, et køretøj beregnet til otte personer, drønede rundt i området omkring Bælum, Solbjerg og Øster Hurup, før den unge fører satte kursen mod Aalborg ad Kystvej.

På sin vej var den 16-årige impliceret i flere uheld. Hans kørsel gik blandt andet ud over en bilist, som var fulgt efter minibussen i sin bil, fordi han fandt teenagerens kørsel noget mistænkelig.

Desuden ramte den 16-årige to parkerede biler på Kystvej, inden han blev standset af en politipatrulje cirka to kilometer syd for Dokkedal.

- Han er taget med på stationen, hvor vi skal have overblikket over de sigtelser, han skal præsenteres for. Han bliver afhørt og derefter sendt tilbage til institutionen, siger Jess Falberg.

Den 16-årige fik i forbindelse med anholdelsen taget en narkotest og fik lov at blæse i alkometret. Ingen af delene gav udslag.

Se også
41-årig kvinde skudt på åben gade: 52-årig eks-mand er fængslet
Annonceret indhold

Nyeste