Det skal blive endnu bedre at handle i fjordkommunen, mener kommunaldirektør Anne Velling. Foto: Mariagerfjord Kommune
Shopping

Ny plan skal gøre det bedre at shoppe i fjordkommunen

I Hobro skal bymidten summe af liv, mens de større butikker på mere end 600 kvadratmeter skal bo i Hobro Syd

23. september 2021 kl. 10:47

De mindre butikker og servicetilbud skal samles i gågaden, mens store butikker skal bo i den sydlige del af Hobro. Sådan lyder et af forslagene i et nyt tillæg til kommuneplanen, som kommunen har sendt i høring.

- Konkurrencen er benhård. Derfor skal vores byer blive endnu bedre steder at handle, hvis de skal vinde kampen om kunderne på længere sigt. Det handler om at byde sig til med hyggelige og relevante handelsoplevelser, som appellerer til kunderne, siger kommunaldirektør Anne Velling.

- I Hobro vil vi samle caféer, kulturtilbud og de mange mindre butikker i gågaden, så bymidten kommer til at summe af liv. De større butikker på mere end 600 kvadratmeter skal bo i Hobro Syd, hvor de trafikale adgangsforhold giver kunderne en hurtig og let adgang i egen bil, forklarer kommunaldirektøren.

Som led i planen bliver bymidten inddelt i et primært og sekundært område.

I den primære del skal der i stueetagen være butikker med dagligvarer og udvalgsvarer, spisesteder, caféer, hotel, frisører og terapeuter og kulturinstitutioner som bibliotek og teater. De bidrager nemlig til bymidtens liv og attraktivitet for besøgende.

Den sekundære del kan indeholde tilsvarende butikker, og derudover er der mulighed for kontorerhverv samt boliger.

Det nuværende butiksområde i Hobro Syd vil ændre status til et såkaldt ”aflastningsområde”.

Det betyder, at området giver langt bedre muligheder for at etablere store butikker, som forhandler udvalgsvarer, der knytter sig til have, fritid og kæledyr med videre.

Butikkerne må ikke være mindre end 600 kvadratmeter, og så vil der stadig være mulighed for særligt pladskrævende butikker, som for eksempel bilhandlere, planteskoler, byggemarkeder og møbelbutikker.

- På sigt bliver området ved Randersvej og en del af Langelandsvej et sammenhængende handelscenter, hvor de store butikker bor tæt sammen. Det bliver en væsentlig faktor i bestræbelserne på at gøre Hobro til en stærkere handelsby, siger kommunaldirektøren.

Kasper Berggren, formand Hobro Handel mener, at byens butiksliv er inde i en positiv udvikling og glæder sig over kommunens forslag.

- Der skal være liv og gode shoppingoplevelser i gågaden, og derfor skal alle de butikker, som kan ligge i midtbyen, have plads der.

- Det åbner samtidig op for nye muligheder for handelslivet i den sydlige del af Hobro. Her kan du få læsset din trailer ved at handle i de store butikker. På den måde vil midtbyen ikke konkurrere med den sydlige del af Hobro, og det forslag bakker vi op om, siger Kasper Berggren.

Forslaget i høring forslår samtidig, at der ikke etableres nye dagligvarebutikker i Hobro Syd, mens de eksisterende dagligvarebutikker kun må udvides inden for de eksisterende bygninger i begrænset omfang.

I Hadsund skaber planen også bredere rammer for udviklingen af detailhandlen.

Her opdeles bymidten tilsvarende i et primært og et sekundært område.

I Mariager, Arden, Øster Hurup og Als lægges der op til relativt store bymidter til butikker.

Her er detailhandlen også under pres, og derfor lægges der op til så brede fysiske rammer for detailhandlen som muligt, så alting er inden for rækkevidde uanset byernes størrelse.

På Øster Hurup Havn vil der være mulighed for, at der kan etableres butikker med tilknytning til det maritime miljø eller til turismen.

I de øvrige landsbyer udpeges hele byområdet som detailhandelsområde. Her er der ikke meget detailhandel, og der etableres meget sjældent nye butikker.

Derfor skal rammerne være så brede som muligt.

Planforslagene er i høring i otte uger indtil 29. oktober.

Interesserede kan læse mere på kommunens hjemmeside: www.mariagerfjord.dk

Annonceret indhold

Nyeste