Fodbold

Hobro er forstærket til Esbjerg-kamp

En spiller kan få debut og to kan få comeback for Hobro IK i fredagens udekamp

Martin Thomsen kan glæde sig over at have flere spillere til rådighed. Arkivfoto: Bente Poder
Martin Thomsen kan glæde sig over at have flere spillere til rådighed. Arkivfoto: Bente Poder
10. september 2021 kl. 06:00
Opdateret 12. maj 2022 kl. 15:55

FODBOLD: Den netop overståede landsholdsperiode har gjort godt i Hobro IK.

Når det fredag aften gælder en udekamp mod Esbjerg fB, er det nemlig et forstærket Hobro-hold i forhold til det, der 30. august spillede 2-2 ude mod Hvidovre.

For første gang i sæsonen har Hobro-træner Martin Thomsen forsvarsspilleren Jesper Bøge og midtbanespilleren Frederik Mortensen med i sin kamptrup.

De gjorde begge comeback i en reserveholdskamp i mandags mod Randers FC.

- Det er jo nogle spillere, som vi forventer skal have en stor rolle på vores hold, så det er dejligt, at de er tilbage. Det giver os flere muligheder at vælge imellem, siger Martin Thomsen, der fredag samtidig kan give debut til Abdoul Yoda.

Den 20-årige midtbanespiller fra Burkina Faso blev hentet i østrigske TSV Hartberg på transfervinduets sidste åbningsdag, og han kom også i kamp i mandags mod Randers.

- Det er en spiller med et rigtig højt bundniveau. Han er en ærlig spiller, der har de basale ting på plads, og man kan tydeligt se, at der er en grund til, at han har spillet på et fint niveau tidligere. Han er stadig en ung spiller, som lige skal vænne sig til tingene, men jeg forventer, at han ret hurtigt kommer ind og får en rolle på holdet, for han har vist sig flot frem i sin første korte tid her. Han er gået ind og har hævet niveauet fra sin første dag, siger Martin Thomsen.

Foruden langtidsskadede Mads Hvilsom og Villads Rasmussen bliver aftenens kamp dog også uden Oliver Thychosen og Justin Shaibu.

- Oliver spillede i mandags og har også set fornuftig ud i løbet af ugen, men han er en spiller, vi skal passe lidt på, så han er ikke med.

- Shaibu var på banen for første gang i dag og var med i en del af træningen, så han er også i bedring, siger Martin Thomsen, der stadig jagter sin første sejr som Hobro-træner.

De første syv kampe har givet fire point efter fire uafgjorte og tre nederlag.

- Vi higer efter den sejr, der kan give noget arbejdsro. Både os selv og omgivelserne fokuserer på, at vi ikke har vundet endnu, så vi vil gøre alt for at få slettet det nul, siger Martin Thomsen.

Der er kampstart i Esbjerg klokken 19.

Forsiden