Hobro IK

Hobro henter tidligere Vendsyssel-spiller

Hobro har hentet en stor defensiv forstærkning i skikkelse af Jakob Hjorth

Jakob Hjorth skifter fra Vendsyssel til Hobro, så han i fremtiden skal iføre sig den gule trøje. Arkivfoto: Lars Pauli
Jakob Hjorth skifter fra Vendsyssel til Hobro, så han i fremtiden skal iføre sig den gule trøje. Arkivfoto: Lars Pauli Foto: Lars Pauli
23. juni 2021 kl. 14:07
Opdateret kl. 17:23

FODBOLD: Da Hobro tirsdag havde første træningsdag, var det med en spillertrup, der er godt besat på mange pladser, men der manglede en central forsvarsspiller.

Han er kommet nu. For allerede ved onsdagens træning var den tidligere Vendsyssel-spiller Jakob Hjorth med på banen. De to parter har fundet hinanden i det, der i den grad ligner et fornuftsægteskab.

Læs også
AaB gør klar til Superligaen: Gense testkampen mod Hobro eller se sammendrag

Den fysisk stærke forsvarsspiller har fået en aftale, der rækker to år ud i fremtiden.

- Det har været et stort ønske fra vores side at finde en forsvarsspiller, der er stærk i forsvarsdelen og sætter en ære i at forsvare. Det har vi fundet med Jakob. Martin Thomsen havde også et ønske om, at vi kunne få endnu en offensiv trussel på dødbolde, og det ønske opfylder Jakob også, siger Lars Justesen.

Hobros tekniske chef roser endvidere Jakob Hjorths udtalte lederegenskaber, der nok skal komme verbalt til udtryk i både træning og kamp.

- Det så vi allerede her til den første træning. Vi har et hold, hvor vi godt kunne bruge et par ledertyper, og her er der ingen tvivl om, at Jakob kommer ind med noget lyd. Der er fuld musik på fra Jakobs side, siger Lars Justesen Nordjyske.

Jakob Hjorths evner er uomtvistelige. Han er en topkvalificeret forsvarsspiller i 1. division, men der er også en skadeshistorik, der peger i dne negative retning.

- Det er nok også en af årsagerne til, at vi kan komme i nærheden af en spiller som Jakob. Havde han bare spillet alle kampe, havde han ikke spillet på vores niveau. Men det er da klart, at vi også har haft hans skadeshistorik med i overvejelserne, siger Lars Justesen.

- Vi vælger dog at tro på, at vi kan få meget ud af ham. Han har ret godt styr på det med sine hjernerystelser og ved, hvordan skal håndtere det bedst muligt. I forhold til de muskelskader, han har haft, så er han også blevet mere erfaren nu, forklarer Lars Justesen, der er begejstret over, at Jakob Hjorth ikke blot skifter til Hobro, men også flytter til byen.

I en pressemeddelelse forklarer Jakob Hjorth, at han er meget begejstret over sit skifte.

- Det er sindssygt fedt at være her. Jeg har haft en masse gode snakke med Martin Thomsen og Lars Justesen og jeg synes rigtig godt om den plan, der er lagt for klubben, samt de værdier klubben står for. Jeg håber at jeg med hårdt arbejde og en masse energi kan bidrage til fællesskabet og sammenholdet i truppen og på denne måde være med til at spille Hobro IK i top-6, samt fortsætte min egen udvikling.

Du kan se Jakob Hjorth få sin uofficielle debut for Hobro, når 1. divisionsholdet møder AaB i en træningskamp torsdag klokken 13.00. Det er en kamp, som streames på nordjyske.dk.

Forsiden