Fodbold

Hobro ligger i bunden, men forsvarskriger vil ikke male fanden på væggen

Jakob Hjorth savner marginaler og skadede holdkammerater i jagten på sæsonens første sejr i NordicBet Ligaen

Arkivfoto: Martel Andersen
Arkivfoto: Martel Andersen Foto: Martél Andersen
23. august 2021 kl. 20:28

FODBOD: Heller ikke i sjette forsøg lykkedes det Hobro IK at få sæsonens første sejr, selvom de lang hen af vejen matchede Nykøbing FC i mandagens 1. divisionsopgør på DS Arena.

Forskellen var skarpheden på de få men store chancer, og så løb gæsterne med en 2-1-sejr.

- Vi sad for langt efter dem i presset, og det var også det, der skete ved deres første mål, hvor vi blev fanget i ubalance. Det er desværre meget kendetegnende for os lige nu, at vi mangler de sidste procenter i begge felter, siger forsvarsspilleren Jakob Hjorth.

Det var første gang, han udgjorde den centrale forsvar sammen med Emil Søgaard, efter at Simon Jakobsen blev skadet til træning forleden. I forvejen har Hobro seks andre spillere siddende udenfor.

Læs også
Hobro IK kom alt for sent i gang: Ny skuffelse for nordjyderne i 1. division

- Der er en del nye relationer rundt omkring på banen, og samtidig er vi lidt ramt af, at vi ikke har nogen angribere kampklar, så det bliver nogle nødløsninger. Det skal dog ikke være nogen undskyldning, og vi bliver nødt til at rykke sammen i bussen, påpeger Hjorth.

Forsvarsspilleren hæfter sig først og fremmest ved kampens sidste halve time, hvor holdet smed hæmningerne, fik reduceret ved Mathias Haarup og var tæt på udligningen ved Danny Amankwaa.

- Der kan man ikke sætte en finger på folks præstation. Alle giver alt, men desværre var det ikke nok. Vi skal dog fortsætte ud af den vej, som vi sluttede kampen på, siger forsvarsspilleren.

Selvom nordjyderne efter seks runder er tredjesidst i tabellen, så frygter Jakob Hjort ikke, at sæsonen bliver en overlevelseskamp.

- Når alle mand er klar, synes jeg ikke, vi hører til dernede. Det var heller ikke derfor, jeg tog til Hobro, og i forhold til de spillere, der sidder udenfor, så er der en håndfuld, der ville have været med omkring startopstillingen, hvis de var klar.

Hobro har mandag Hvidovre ude i den sidste kamp inden landskampspausen.

Forsiden