Hobro IK

Ny Hobro-profil: Jeg har følt mig som en taber

Frederik Mortensen er faldet godt ind i Hobro-spillet, og han håber, man kan profitere af sejren i den seneste kamp

Hobro fik tanket selvtillid, da man vandt 5-0 over Fremad Amager i den seneste kamp. Arkivfoto: Henrik Bo
Hobro fik tanket selvtillid, da man vandt 5-0 over Fremad Amager i den seneste kamp. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
17. oktober 2021 kl. 06:00

FODBOLD: 5-0-sejren over Fremad Amager har i den grad været vital for Hobro IK, der havde brug for en sejr i 1. division. Det skaber en god stemning, som i den grad var tiltrængt.

- Jeg er ovenud lykkelig. Det er en kæmpe befrielse. Hele 2021 har jo mildest talt været forfærdeligt for Hobro. Indtil Fremad Amager-kampen havde klubben kun vundet to kampe i år. At vi så vandt så overbevisende mod Fremad Amager er bare skønt at være en del af, siger Frederik Mortensen.

- Man kunne også mærke, at vi var elektriske. Det her var noget specielt for os, fordi det netop var så overbevisende. Det er fedt, at vi fik vist, at vi havde flere facetter i vores spil, siger Frederik Mortensen.

2021 har været et halvhårdt år for Frederik Mortensen, der først rykkede ned med Skive i foråret, siden døjede meget med skader for så at være med til at gå sejrsløs fra banen med Hobro indtil den seneste kamp mod Fremad Amager. Det satte sine spor hos Frederik Mortensen.

- Jeg har et eller andet sted gået og følt mig som en taber. Det kan lyde hårdt, men jeg kom fra Skive, hvor vi endte med at rykke ned i foråret. Så kom jeg til Hobro, hvor det var en ny start, men det har føltes lidt, som om det er det samme som i Skive. Det har jeg snakket en del med Emil Søgaard om, siger Frederik Mortensen.

Han har vist gode takter på den centrale midtbane, hvor der er mange andre kvaliteter end blot at tackle modstandere.

- Det offensive vil jeg gerne udvikle. Lige nu er jeg hovedsageligt 6’er-typen, men jeg vil gerne være 8’eren, der også kan komme med i feltet. Da vi kom foran med 4-0 mod Fremad Amager tænkte jeg, at jeg skulle med op i feltet, men det mente vores træner ikke. Det er måske rettidig omhu, siger Frederik Mortensen, der sjældent oplever at være med til at vinde 5-0.

- Jeg satte mig ned og talte det sammen. I det seneste halvandet år havde jeg ikke prøvet at vinde en kamp med mere end et mål, så det var noget særligt, at vi vandt med 5-0. Det var hyggeligt, og vi var på ingen måde presset. Det var lidt som da man begyndte til fodbold. Det var bare sjovt, og sådan skal det også være, siger Frederik Mortensen, der i dag skal møde Lyngby.

Forsiden