Mikkel Mejlstrup Mortensen bragte Hobro foran med 1-0 efter blot 2 minutter. Arkivfoto: Bente Poder.
Livet her

Sen scoring sænkede Hobro i Esbjerg

Udeholdet satte sig selv i den bedst tænkelige position, da de efter blot et minut bragte sig foran, men sådan skulle det ikke ende

10. september 2021 kl. 20:58
Opdateret 13. september 2021 kl. 12:32

FODBOLD: Hobro IK måtte endnu en gang tage hjem uden point på kontoen, da nordjyderne tabte med 2-1 ude mod Esbjerg fB på trods af en hurtig føring.

Der var for alvor dømt bundopgør, da Esbjerg og Hobro tørnede sammen i Nordic Bet Ligaen. Begge hold er kommet skidt fra start og ligger solidt plantet i bunden af tabellen med blot tre og fire point efter syv spillede kampe. Derfor var det to pressede hold, der begge jagtede vigtige point, som stillede op.

Hobro kom bedst ud til første halvleg, og allerede efter blot et minut fik Esbjergs Jonas Mortensen en advarsel, da han spærrede vejen lige ude foran målfeltet. Det gav Mikkel Mejlstrup Pedersen den perfekte position til at sparke bolden i kassen.

Det var netop, hvad anføreren gjorde, da han satte bolden op i højre hjørne og bragte udeholdet i en drømmeposition og foran med 1-0. En føring, som det lykkedes nordjyderne at holde til pausen.

Hobro-holdet måtte dog kort inden pausen foretage sin første udskiftning, da Mathias Haarup fik et slag i hovedet og måtte udgå.

Se også
Fredag møder Jens Hammer sin fortid: - Jeg havde et usundt forhold til Hobro

Det var dog ikke sådan, det skulle ende, da hjemmeholdet på et hjørnespark formåede at sparke bolden i nettet. Det var Rudi Pache, der stod helt fri bagerst i målfeltet og kunne score sikkert til 1-1.

Det gav vestjyderne smag på mere, og det var i en periode efter reduceringen hjemmeholdet, der sad på kampen.

Anfører Mikkel Mejlstrup Pedersen var dog ikke helt færdig med at vise sig frem, og han var tæt på at bringe Hobro foran endnu en gang på et flot skud fra kanten af feltet. Uheldigvis for de gule fik Jeppe Højbjerg sin hånd på og vippede bolden over målet.

Selvom begge holdene ikke kom til de helt store chancer i kampens sidste minutter, så blev det Esbjerg, der trak det længste strå, da hjemmeholdet endnu en gang fik scoret og bragte sig foran med 2-1.

Dermed endte nordjyder igen med at tage hjem uden point samtidig med, at man gjorde ondt værre og satte sig selv i en svær position.

Det var en hård dag på kontoret for Hobro-træner Martin Thomsen, men han forsøger at bevare optimismen.

- Jeg er virkelig tilfreds med holdets arbejdsindsats, de gjorde det overordnet set rigtig godt. Med sådan en indsats vinder man mange kampe. Det var bare ærgerligt for os, at Esbjerg fik scoret to mål på hjørnespark, efter vi laver nogle fejl. Det er noget, vi skal arbejde på, forklarer han.

Kampfakta

Målscorer: 0-1 Mikkel Mejlstrup Pedersen (2. minut), 1-1 Rudi Pache (50. minut), 2-1 Seid Korac (89. minut)

Hobros opstilling: Adrian Kappenberg - Mathias Haarup, Jakob Hjorth, Emil Søgaard, Jesper Bøge - Sebastian Avanzini, Frederik Mortensen, Mikkel Mejlstrup Pedersen - Oliver Klitten, Kasper Høgh, Danny Amankwaa

Advarsler: Jonas Mortensen (1. minut), Frederik Mortensen (74. minut)

Annonceret indhold

Nyeste