HimmerRigs køkkenchef Mads Kongsgaard kunne ikke holde jublen tilbage, da hans hold blev kåret som vindere i den tætte duel. Foto: Den Danske Spiseguide
Livet her

Mad-duel: Restaurant på ferie-resort vandt nordjysk tvekamp

Nogle af landsdelens bedste kokke viste hvad de kunne præstere til glæde for et spiselystent publikum

14. oktober 2021 kl. 14:43
Opdateret 15. oktober 2021 kl. 08:44

GATTEN: Der var nærmest fight til sidste krumme, da to af Nordjyllands allerbedste restauranter gik i madkamp med hinanden.

Duellen foregik med den højeste tilberedningskunst, og kamppladsen var 40 velvillige gæsters tallerkener i resortet HimmerLands nye gourmet-restaurant HimmerRiget. Og selv om det endte med en hjemmebane-sejr, så skulle der nærmest målfoto til, før himmerlændingene stod som vindere over kollegerne fra Aalborgs Alimentum.

Mest for 1000 kroner

Arrangør var Den Danske Spiseguide, der havde vurderet en lang række nordjyske top-restauranter inden man endte med finalen mellem de to spisesteder, der havde en intens torsdag aften i lokalerne i Gatten mellem Aars og Farsø.

Kriteriet var at levere mest mulig kvalitet for 1000 kroner, når man skulle have tre retter mad og drikkevarer. Det lykkedes ifølge juryen med imponerende resultat. Især efter finalen:

- Vi får bare meget mere "Value for Money" heroppe i Nordjylland end de gør på samme budget i København, sagde således jurymedlem Mads Stenstrup efter afgørelsen.

Stemningen var intens, mens retterne blev tilbredt. Foto: Den Danske Spiseguide

Et glas til forskel

Forskellen på de to restauranters præstation blev så lille som den vin, der var udvalgt til en enkelt af retterne. Surt for taberne, men i sig selv en ros til niveauet på madlavningen, der på det tidspunkt havde været omkring lækkerier som jomfruhummer, vagtel og lam i forskellige forklædninger.

Køkkenchef Søren Birch fra Alimentum formåede at tage det minimale nederlag pænt, da det hele var afgjort nær midnat. Men, som han sagde:

- Restauranter med vores ambitioner er altså ikke taget herned til Gatten for at tabe.

Begge hold blev efterfølgende klappet af ud af et veltilpas og mæt publikum.

Annonceret indhold

Nyeste