Nogle unge i Aars har tilsyneladende set sig sure på politiet efter en aktion mod ulovlige knallerter. Arkivfoto
Livet her

Det ligner en hævnaktion: Unge på knallerter lavede hjulspin på politiets græsplæne

Hærværk dagen efter, at politiet gik i aktion mod unge på ulovlige knallerter i Aars

14. oktober 2021 kl. 09:41
Opdateret kl. 10:56

Nogle unge knallertkørere i Aars har tilsyneladende set sig sure på ordensmagten, og tirsdag kørte et par af dem rundt på en nyanlagt græsplæne ved byens nærpolitistation og lavede en cirkel med hjulspin. Det betragter politiet som hærværk.

- Vi har rigtigt fine knallertspor og overvågningsvideo, og vi genkender en af dem, som er en ung mand fra Aars, født i 2006, fortæller politikommissær Mikkel Mitchell, Himmerlands Politi i Hobro.

Den 15-årige sigtes for hærværk og vil blive præsenteret for et erstatningskrav på 1500 kroner for den delvist ødelagte græsplæne ved stationen på Løgstørvej 146.

Hærværket skete ifølge politiet tirsdag klokken 11.54, mens politiet var til stede i bygningen.

Det kan ligne en hævnaktion: Episoden fandt sted dagen efter, at betjente fra nærpolitistationen i Aars gik i aktion mod ulovlige knallerter i Kimbrerbyen.

Ved den lejlighed resulterede politiets tilstedeværelse i, at to unge mænd på 15 og 17 år midlertidigt måtte vinke farvel til deres knallerter. Ordensmagten tog deres knallerter med på mistanke om, at de er blevet udsat for "konstruktive ændringer".

Se også
Nærpoliti rykker ud: Unge på knallert i søgelyset
Annonceret indhold

Nyeste