De fleste forældre mister massevis af søvn i de første af barnets leveår, og det kan have store konsekvenser for det mentale helbred.
Livet her

Holder baby dig vågen om natten? Her er søvnekspertens 5 bedste råd til børneforældre

07. april 2024 kl. 17:01

De fleste forældre mister massevis af søvn i de første af barnets leveår, og det kan have store konsekvenser for det mentale helbred. Søvnekspert kommer med 5 gode råd til, hvordan forældre skal håndtere søvnmanglen.

Søvnmangel er en velkendt udfordring for nybagte forældre. Som forælder til et spædbarn er det slet ikke utænkeligt at miste 1-2 timers søvn hver nat de første leveår, hvilket kan blive til over 700 timers tabt søvn på bare ét år.

Den slags søvnmangel skal man ikke spøge med, og den kan også have store konsekvenser for forældrenes mentale helbred.

- Reaktionerne på afbrudt søvn og søvnmangel varierer betydeligt blandt forældre. Nogle tilpasser sig relativt let til at sove i intervaller og oplever primært mildere symptomer som glemsomhed og en smule irritabilitet. De drømmer om en uforstyrret nat, men klarer sig igennem. For andre bliver konsekvenserne hurtigt mere alvorlige, med følelsesmæssig labilitet, hukommelsesproblemer, og i nogle tilfælde, vrede eller angst, Mia Bjørnfort, søvnkonsulent hos Moonboon.

Mia Bjørnfort understreger, at det er afgørende for forældre at anerkende og adressere disse udfordringer proaktivt.

- Når man er påvirket af søvnunderskud, kan selv små udfordringer med babyens omsorg og huslige opgaver føles overvældende. Det er vigtigt at søge støtte og ikke tøve med at bede om hjælp, når det er nødvendigt, siger hun.

Ekspertens 5 gode råd

For at håndtere søvnmanglen som nybagte forældre er det essentielt at navigere i det udfordrende landskab, som søvnmanglen er, med både forståelse og en god strategi.

I den forbindelse har Mia Bjørnfort 5 gode tips til, hvordan man som nybagte forældre bedre kan håndtere de udfordringer, søvnmanglen kommer med.

1. Hav realistiske forventninger

At have realistiske forventninger ændrer ikke barnets søvn, men det ændrer forældrenes evne til at håndtere det. Derfor er det vigtigt at forstå, at babyer naturligt vågner mange gange gennem natten, ofte langt ud over de første måneder. Ved at acceptere dette fra starten kan forældre bedre mentalt forberede sig på de lange nætter med vugning, madning og trøst, som kan strække sig over de første par år. Denne accept kan skabe et fundament for at finde løsninger, der maksimerer søvnen for hele familien.

2. Skab gode vilkår for søvnen med bedre viden om søvnens biologi

Man kan ikke bare få et barn til at sove - børn sover, når de er trætte og vilkårene for søvn er til stede. Ved at dykke ned i, hvordan børnesøvn faktisk fungerer, kan forældre bedre facilitere disse vilkår. Det handler i al sin enkelthed om at forstå, at børnesøvn i høj grad er påvirkelig af dagens aktiviteter, hvilken søvnhjælp forældrene tilbyder og barnets individuelle søvnbehov.

3. Benyt jer af adfærd og redskaber der giver mere og bedre søvn

Der findes rigtig mange redskaber, som kan hjælpe søvnen på vej, ligesom specielle typer adfærd kan give mere og bedre søvn. For eksempel kan slyngevugger, strækvikler, og kontakt-lure, hvor barnet sover tæt på en forælder, ofte fremme søvn uden større anstrengelser.

4. Klar praktiske opgaver mens baby er vågen

At planlægge praktiske opgaver til ‘når baby sover’ kan give anledning til en følelse af stress, hvis baby ikke ‘bare lige’ sover. Selv den mindste baby kan ofte være med til at lave praktiske ting, så babyens lur i stedet bliver et tidspunkt for afslapning og selvomsorg. Selv en lille bitte lur kan give præcis det pusterum, der bærer forælderen gennem resten af dagen. Har man derimod planlagt praktiske ting og luren enten ikke sker eller slutter, inden man er færdig, så kan det føles som en mavepuster og som om, at babyen ‘aldrig sover’, og at man ‘aldrig når noget’. Og dét stresser, fordi det kan forstærke følelserne af at ‘være den’ uden pauser.

5. Hold fast i døgnrytmen

Når søvnmanglen bliver overvældende, er det nemt at glide ind i en rutine, hvor morgenerne strækker sig bag nedrullede gardiner, og dagene bliver mindre aktive. Men denne tilgang kan paradoksalt nok forværre søvnproblemerne - helt uden ‘hjælp’ fra bayens opvågninger. For at modvirke dette er det essentielt at fastholde en regelmæssig døgnrytme for hele familien, inklusive babyen. Sørg for at stå op på samme tid hver dag og eksponer jer gerne for masser af dagslys tidligt på dagen.

Det er også vigtigt at holde dagen aktiv; små aktiviteter, selv så korte som en fem minutters dans i stuen, kan signalere til kroppen, at det er tid til at være vågen. Ved at opretholde en klar forskel mellem dag og nat i forhold til lys og aktiviteter støtter du både din egen og din babys evne til at opretholde en sund døgnrytme og søvnbalance.

Ved at følge disse råd kan forældre forhåbentligt ikke blot forbedre deres egen søvnkvalitet, men også støtte deres barns søvnmønster. Mia Bjørnfort tilføjer også, at det er vigtigt at holde fast i håbet og huske på, at denne fase er midlertidig.

- Selvom det kan føles uendeligt, så vil der komme en tid, hvor jeres barn sover igennem natten, og I vil begynde at få mere sammenhængende søvn. Indtil da, husk at tage hånd om jer selv og hinanden, siger Mia Bjørnfort.

Annonceret indhold

Nyeste