Sognepræst Troels Laursen holdt foredrag i Gedsted.
Livet her

Frivillige vågere samlet til foredrag

18. marts 2024 kl. 06:01

Onsdag aften d. 13. marts var de frivillige vågere i Vesthimmerlands Kommune samlet i Den Gamle Foderstof i Gedsted.

Vågetjenesterne fra Røde Kors Aars/Aalestrup, Røde Kors Løgstør og Ældre Sagen Aars havde i samarbejde fået Troels Laursen til at holde foredrag om den sidste levetid og erfaringerne i mødet med mennesker i krise og sorg.

Troels Laursen er sognepræst i Ullits - Foulum – Svingelbjerg samt har sit daglige virke i Team og Sengeafsnit for Lindrende Behandling på Farsø Sygehus.

Troels Laursen er god til at formidle, hvordan man skal prøve at finde håbet og livsmodet frem, selv om man står i en ulykkelig situation, og hvor det hele ser sort ud.

Hans lidt kække udtryk er, at han er "bare dum og doven" og lytter til, hvad det enkelte menneske har på hjertet. Det, der er vigtigt, er, at den døende kommer herfra på en ordentlig, værdig og smertefri måde.

I sit foredrag kom Troels Laursen ind på mange situationer, som vågerne også kunne nikke genkendende til fra deres arbejde som frivillige i vågetjenesten. Der var god mulighed for en dialog, og det benyttede mange sig af.

Som afslutning på foredraget fik vågerne en bemærkning med om, at der ikke altid er noget klogt at sige, men tilstedeværelsen kan være med til at forløse noget.

Det er ikke altid det, vi gør, men dem vi er – og at vi er der, der giver værdien.

Annonceret indhold

Nyeste