Næsborg Folkemøde finder sted lørdag d. 8. juni.
Livet her

Spar Nord Fonden støtter Næsborgs Folkemøde

19. april 2024 kl. 12:07

NÆSBORG: Folkemødet er tilpasset landsbyen, landdistriktet, områdets kultur, områdets erhvervsliv og den landlige bebyggelseskultur - kirken – udflyttergårde tilhørende første generationsudflytning og udflytterfarme tilhørende anden generationsudflytning - husmandsbrug – præstegård – skole – handelsliv – håndværkerne m.v.

Arbejdsgruppen bag Folkemødet har eksisteret siden 2019, dog med nogle udskiftninger. Det begyndte med udgivelsen af "Næsborgbogen" – senere fulgte bogen om "Næsborgbrevene". Begge bøger blev fulgt op med historiske foredrag, byvandringer m.v.

Efter byvandringen i Næsborg i 2023 satte gruppen sig sammen igen – så hinanden i øjnene – tænkte: "Hvad er vores næste tiltag?"

De tænkte hver især højt, og fokus centrerede sig omkring landdistrikternes fremtid. "Hvordan tager vi fat på dette?" Nøgleordet blev Folkemøde, men skaleret til en Næsborg-model. De talte sig frem til rammen for Folkemødet – en hel dag med et program, der skulle forbinde den lokale historie med visioner for fremtiden.

En bærende idé var, at de skulle have prisniveauet således, at alle kunne være med. De var meget bevidste om, at de skulle i gang med at søge fondsmidler til igangsætning af projektet.

Flere fonde har imødekommet gruppens ansøgning og støtte til igangsætning. Tirsdag den 16. april modtog de fra Spar Nord Fonden en donation på 10.000 kr.

Programmet for folkemødet starter i Næsborg kirke - herefter er der lokalhistoriske busture rundt i sognet med lokale guider. Der er frokost i Forsamlingshuset, og om eftermiddagen kommer Klima- og Ligestillingsminister Maria Bjerre, MF Theresa Berg, formanden for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgård samt borgmester Per Bach på besøg, som vil være nøglepersoner i en debat ledet af tidligere formand for Folketinget Chr. Mejdahl.

Arrangementet finder sted lørdag d. 8. juni 2024 fra kl. 09:00 til 16:30. Det søges planlagt udendørs, men i tilfælde af uvejr rykkes der indendørs.

Mange af beboerne i området vil være en aktiv del af dagen, og uden denne praktiske støtte ville det være umuligt for gruppen at gennemføre projektet.  Det er vigtigt at huske, at en fælles aktivitet skaber sammenhold og bidrager til en stolthed af området og at være en del af det.

Næsborg – Tolstrup er ikke gearet til at rumme et forventeligt stort fremmøde, så derfor er det nødvendigt med tilmelding. 

Annonceret indhold

Nyeste