Vesthimmerland er kommet på flaske.
Mad & Drikke

Øl fra Hadsund Bryghus indtager ny landsdel

01. marts 2024 kl. 19:01
Opdateret 02. marts 2024 kl. 19:29

Hadsund Bryghus har gjort det til en niche at lancere smagfuld og friskbrygget øl med bynavne. Altid i samarbejde med de respektive byer. Nu har det hastigt voksende bryghus lanceret en ny serie, der særligt må glæde øl-elskere i Vesthimmerland.

Således er der lanceret seks nye øl med vesthimmerlandske by- og stednavne. Aars har fået en Brown Ale, Farsø en Vienna Lager, Aalestrup en Märzen, Hvalpsund en Indian Pale Ale, ligesom der er lavet en Pale Ale Kimbrer-øl og en Nøddebrun Ale kaldet Himmerland.

- Vi er stolte og taknemmelige over at butikkerne i Farsø, Aalestrup, Aars og Hvalpsund har taget så godt imod ideen om by-øl, lyder det fra Mikkel F.K. Andersen, der er Brygmester hos Hadsund Bryghus.

- Og hvem ved, måske kan der hjemme omkring spisebordene blive afholdt små ølsmagninger med vores øl, så kan man jo invitere dem, man kender fra nabobyen, og lave en test om, hvilken by, der smager bedst på flaske.

- Hos Hadsund Bryghus brygger vi øl med det fokus, at øllet skal smage af noget, og man skal kunne mærke det gode håndværk fra et mikrobryggeri, men uden det bliver for eksperimenterende, så det ikke skræmmer for mange væk

- Vi brygger kun 500 liter pr. gang, altså et meget lille bryggeri, men heldigvis går salget ret godt, så det betyder at vi må brygge flere gange om ugen for at følge med. Derfor er det også altid friskbrygget øl, vi leverer, lyder det fra Mikkel F.K. Andersen.

Den nye vesthimmerlandske øl-serie kan købes hos: Kvickly Aars, Centerkiosken Farsø, SuperBrugsen Aalestrup og Brugsen i Hvalpsund.

Annonceret indhold

Nyeste