Rebild Bibliotekerne deltager i projekt ”Børn og unges læseglæde - et styrket samarbejde mellem folkeskolens pædagogiske læringscentre og folkebibliotekerne” sammen med Bavnebakkeskolen og Skørping Skole.
Livet her

National indsats for børn og unges læseglæde

13. april 2024 kl. 14:01

REBILD: Rebild Bibliotekerne deltager i projekt ”Børn og unges læseglæde - et styrket samarbejde mellem folkeskolens pædagogiske læringscentre og folkebibliotekerne” sammen med Bavnebakkeskolen og Skørping Skole.

Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen og sætter læseglæde på dagsordenen, og Rebild er udvalgt som indsatskommune.

10 læseglade elever fra to skoler

Bibliotekets målgruppe i Rebild er elever på 5. årgang. I første del af projektet udvælges 10 læseglade elever fra hver af de to skoler. 

Eleverne er udvalgt i samarbejde med årgangens lærere. De 20 elever inviteres til en dag på Støvring Bibliotek, hvor man sammen skal lave forskellige aktiviteter, der giver indblik i og viden om elevers læseglæde. 

- Vi vil f.eks. gerne vide, hvad eleverne synes et godt læsemiljø er, hvordan de læser derhjemme, og hvor de får deres inspiration fra – og for at få den viden må vi spørge børnene selv, lyder det fra Rebild Bibliotekerne i en pressemeddelelse. 

Læseagenter og spændende aktiviteter

Med udgangspunkt i elevernes ekspertviden og erfaringer med læseglæde vil man planlægge en række læseaktiviteter for næste skoleårs 5. årgang. 

De 20 elever tænkes således ind i næste års aktiviteter som læseagenter, og man satser på, at læseglæden gennem sjove og spændende aktiviteter vil sprede sig. 

Aktiviteterne går på tværs af skoler og folkebibliotek, og læseagenterne sikrer, at børnenes medbestemmelse er i højsædet.

Annonceret indhold

Nyeste