Jesper Hovedskou, butikschef hos den nye Lidl på Broparken 2 i Hadsund.
Shopping

Ny butikschef glæder sig til at ”vende hjem”

29. februar 2024 kl. 16:02

Torsdag den 7. marts klokken 8.00 slår Lidl dørene op til en ny butik på Broparken 2 i Hadsund – i lokalerne, hvor Aldi tidligere havde hjemme. I spidsen for butikken står butikschef Jesper Hovedskou, der bor i Skelund.

Jesper Hovedskou er 35 år og har været i Lidl, siden han i 2006 startede som vikar en butik i Varde. Siden har han været ansat i Lidl-butikker i Aarhus-området og senest som souschef hos Lidl i Aars. Nu er han ny mand i spidsen for butikken i Hadsund.

- Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for vores nye butik i Hadsund, som jo har en helt fantastisk beliggenhed, og som rummer så mange muligheder, som vi glæder os til at præsentere for kunderne, fortæller Jesper Hovedskou.

- Samtidig er det jo personligt helt optimalt for mig, at jeg kommer til at arbejde meget tættere på min bopæl i Skelund, hvor jeg de sidste to år har boet med min kæreste og vores to børn. Det sparer mig for en masse køretid, som jeg i stedet kan bruge på kunderne og butikken, fortæller han.

Team på plads

Jesper Hovedskou har brugt den seneste tid på at sammensætte sit team af 18 nye medarbejdere til den nye butik i Hadsund, herunder souschef Maybrit Svarrer.

- Vi er stadig på udkig efter nogle ungarbejdere, men ellers er teamet helt på plads, og vi glæder os meget til åbningsdagen, fortæller han.

På åbningsdagen den 7. marts vil butikken servere morgenmad og kaffe fra klokken 7.30. Butikken åbner klokken 8.00, hvor kunderne vil kunne komme ind i butikken.

Allerede aftenen før vil naboer kunne komme til "naboaften" i butikken, hvor der vil blive serveret lidt smagsprøver.

Annonceret indhold

Nyeste