I "Ønsket" får du historien om Disneys ønskestjerne.
Livet her

Skærmtid: Tør man ønske sig en ny klassiker med Disneys seneste film “Ønsket”?

06. april 2024 kl. 11:02

Kan du huske dengang en Disney-film var et garanteret hit? Dét kan jeg. Men set med nutidens øjne føles det også som et privilegium at være vokset op som barn af 1990’erne under Disneys såkaldte renæssance. Hvor tegnefilm som “Løvernes konge”, “Mulan”, “Hercules” og “Tarzan” blev til udødelige klassikere. Så behøver jeg slet ikke nævne alle de banebrydende film, der kom før dem.

Sidenhen er der sket utroligt meget for tegnefilmsgiganten. Godt nok har der været succesrige film som “Frost”, “Vilde rolf” og “Moana” på vejen. Men nu om dage vil onde tunger mene Disney er ramt af manglende kreativitet og en stime af dårlig film. Det er i hvert fald nok de færreste af os, der tænker tilbage på den seneste række af deres film. “Encanto”, “Elementer” og “En forunderlig verden”? Du er undskyldt, hvis de ikke ringer en klokke. Derfor kan man som tegnefilmsentusiast også godt ønske Disney snart rusker op og leverer varen på ny. Det er jo dét, vi kender og elsker dem for. Så måske deres seneste tegnefilm kan opfylde dét ønske?

Se også
Skærmtid: Ronja Røverdatter har fået en episk opdatering

Ønsket

Hvis du gik og ønskede weekenden skulle bruges med en ny film fra Disney, så har du nu muligheden for at være din egen lykkesmed. Som en anden ønskefe har Disney+ nemlig givet adgang til deres seneste originale tegnefilm “Ønsket”. Kan du huske Disneys juleshow, når den gæve Jesper Fårekylling synger bangeren “Når du ser et stjerneskud?” Ja, dén stjerne, som også er at finde i flere Disney-film, har altså nu fået sin helt egen fortælling.

Tør man ønske sig en ny klassiker fra Disneys hånd med deres nyeste film?

I “Ønsket” får du historien om Disney-stjernen, der på sin vis forbinder flere af de mange historier, der har udspillet sig gennem godt ét århundredes filmhistorie. Stjernens skabelseshistorie starter med den magiske konge Magnifico og hans dronning Amaya, der bruger folks ønsker til egen vinding. Den unge Asha gennemskuer kongens mørke magi, og det sender hende selvfølgelig ud på en rejse og kamp mellem det gode og onde. Du ved, ligesom alle andre Disney-film. Asha laver selv et ønske til en tilfældig stjerne på himlen, og det er denne cute lille stjerne, der kommer til at opfylde de tegnede ønsker fremover, når Asha og Stjerne slår sig sammen.

Så langt, så godt. Så tør man kun ønske sig en god Disney-film herfra. Ligesom de fleste andre tegnefilm fra Disney kan du selvfølgelig også forvente dig en masse skønsang. “Ønsket” er ren og skær musical, men det forpligter også, når det er kræfterne bag “Frost”-filmene, Chris Buck og Jennifer Lee, som står bag denne gang. Det er ikke sikkert filmen har en sang der kan matche “Lad det ske”, men mindre kan også gøre det. Ariana DeBose fra musicalhits som “Hamilton” og “West Side Story” skal i hvert fald nok gøre sit for at få dig til at synge med, når hun lægger stemme til. Tilbage er der kun at ønske sig en ny klassiker fra Disney.

“Ønsket” kan streames på Disney+ eller lejes på Viaplay.

Se også
Skærmtid: Skaberne af “Game of Thrones” har meget at leve op til med ny science-fiction serie

Taran og den magiske gryde

Nu har jeg allerede nævnt et hav af gode Disney-film i ovenstående anbefaling af “Ønsket”. Så tag endelig for dig af retterne af alle de udødelige klassikere Walt Disney har leveret gennem årene. Vi har nok alle vores egen favorit ud af de mange fantastiske tegnefilm, og derfor kommer jeg også til at slå et slag for du bruger weekenden med en af mine egne favoritter - som desværre også ofte bliver overset blandt guldet. “Taran og den magiske gryde” fra 1985 er sjældent en titel, der bliver fremhævet i dag. Så nu gør jeg det altså!

Historien om Taran og den magiske gryde har ry for at være en af Disneys mere mørke film, men alle aldre kan nu alligevel være med. Og så er der eventyr for alle pengene med en fortælling, der med lidt god vilje vækker mindelser om alt god fantasy fra “Game of Thrones” til “Ringenes herrer”. En ondsindet skurk vil kreere en dødshær ved hjælp af en magisk gryde og en gris, og det er nu drengen Taran og hans venners opgave at redde verden. En meget atypisk film fra Disneys side, som er utroligt flot tegnet og enormt spændende.

“Taran og den magiske gryde” kan streames på Disney+.

"Taran og den magiske gryde" er blandt Disneys mest undervurderede film.
Annonceret indhold

Nyeste