Hobro IK

Hvilsom er kommet godt over operation

Mads Hvilsom kan lige nu opleves på krykker, men han er optimistisk

Foto: Torben Hansen
Foto: Torben Hansen
24. juni 2021 kl. 06:36

FODBOLD: Mads Hvilsom var tilbage på træningsbanen i Hobro, da 1. divisionsklubben havde første træningsdag efter endt sommerferie. Det var imidlertid ikke for at spille fodbold. Hvilsom kom i højt humør ledsaget af et par krykker, der har været hans faste følgesvende, siden han blev opereret i det højre knæ, hvor korsbåndet var røget sig en tur.

Det er bundsympatiske angriber lader sig imidlertid ikke slå ud af den megen modgang, han har oplevet på skadesfronten.

Faktisk tværtimod. Hvilsom forsøger at se lyst på tingene.

- Selvfølgelig kunne det gå bedre, men jeg har jo kendt dommen i et stykke tid. Jeg er naturligvis lidt besværet lige nu, men jeg er kommet godt igennem operationen, og nu er jeg ude af den der morfin-rus, så det er skønt, siger Mads Hvilsom, der har prøvet den hårde tur en gang tidligere, så der er nogle erfaringer at trække på og sammenligne med i den nuværende situation.

- Da jeg prøvede det her første gang, var det meget værre. Jeg lå hjemme i sengen og kunne næsten ikke være i mig selv, så bare det, at jeg er her nu, og jeg er mødt ind i dag er et tegn på, at det er meget bedre end den første gang. Så for mig er det her en mega positiv start, siger Mads Hvilsom.

Helt fri for smerter er han ikke, men det er langt mere tåleligt, end da han første gang havde været under kniven.

- Jeg har da haft store smerter de første dage, men de er forholdsvis hurtigt aftaget, og jeg vidste jo, at det var noget, jeg skulle igennem, så det har været et super forløb med vores fys Bøgvad. Lægerne, der opererede mig, var godt informeret, så en god start på et desværre langt forløb, siger Mads Hvilsom.

Læs også
Hobro henter tidligere Vendsyssel-spiller

Præcist hvor langt et genoptræningsforløb, der venter angriberen, er svært at sige. Én ting er dog sikkert. Det kommer til at tage lang tid.

- Sidst spillede jeg en reserveholdskamp efter ni måneder, så det er lang tid. Men jeg håber da på at kunne komme hurtigere tilbage denne gang. De første små signaler er umiddelbart, at det føles bedre, end det gjorde sidste gang, men jeg har også respekt for, at det er en lang proces, jeg skal igennem, siger angriberen.

Hvilsom har før prøvet turen, og med den skadeshistorik kan man godt blive bange for det videre karriereforløb, men Mads Hvilsom forsøger at se positivt på tingene.

- Lige nu er det positivt, at jeg kan læne mig opad mine erfaringer fra første gang, men set ud fra et arbejdsgiversynspunkt kan jeg godt forstå, hvis der er nogen, der er nervøse for min karriere, for det er ikke en super lækker skadeshistorik, jeg har, siger Mads Hvilsom, der dog ikke har tænkt sig at tænke alt for mange negative tanker.

- Forhåbentlig kan de samme mennesker se, at jeg jo før er kommet styrket tilbage fra skader, og det har jeg også tænkt mig denne gang, siger Mads Hvilsom.

Forsiden